|
Historie
Vibe Robin er højt respekteret og kendt som komponist, bassist og
bandleader. Hun har altid været meget alsidig og speciel, og hendes
musik ligner ikke noget andet. Man finder ikke rigtig dens
sammenligning, og hendes musik ender gerne med at blive
klassificeret: simpelthen som ”Tyfoonmusik”.
Samtidigt er hun også en spændende tekstforfatter, som skriver sine
sange med både indhold og følelse, hvor teksterne samtidigt, meget
specielt, fungerer som en percussitiv værdi.
Ud over at skrive tekster til sin egen musik, har hun også leveret
sangtekster til andre komponister.
Som musiker har hun spillet mange genrer, men har specielt bevæget
sig indenfor jazz, rock, fusion og folkemusik.
Hun har været i musikbranchen i 30 år. Og som den katalysator hun
er, har hun været til stor inspiration for de mange unge musikere,
som har været ”en tur igennem Vibes verden”; – de har helt sikkert
alle fået et spark frem i livet af hende.
Heller ikke den musikalske side, har Vibe Robin fra nogen fremmede.
Begge hendes bedstefædre var musikanter, og hendes familie har altid
været meget domineret af musikken, hvor flere andre familiemedlemmer
da også er blevet musikere. Bl.a. hendes svenske fætter Bent
Persson, som er en kendt jazzmusiker i Sverige.
Vibe startede på violin som barn, men som teenager var det mere
guitaren som trak, hvorefter hun begyndte at skrive en masse sange.
Senere blev det bassen hun kastede sig over, og med sit specielle
virtuose basspil blev hun hurtigt hvirvlet ind i hele den
københavnske Jazz-fusions-scene, hvor hun bl.a. spillede sammen med
Marilyn Mazur, Uffe Marcussen, John Ravn og mange andre.
Efter nogle år i dette miljø, tog Vibe til England. Derovre blev hun
ret hurtigt meget efterspurgt både som komponist og bassist, og hun
levede derefter i mange år af at være sessionmusiker, hvor hun
spillede utallige jobs både i London og i andre storbyer rundt om i
landet – bl.a. med Maggie Nickols, Lindsey Cooper, Pete New og
Demelza Val Baker.
I 1982 tog hun så tilbage til Danmark igen bl.a. for at undervise i
improvisationsmusik på St. Restrup Højskole, og blev så derefter
igen involveret i Jazz-sessions i København og startede så
déromkring Jazz-rock-bigbandet: Tyfoon. Besætningen var dengang:
Lotte Anker, Marilyn Mazur, Cæcilia Glode, Annette Borck, Anne
Skouen, Lise Dynnesen og Mette Mathiesen.
Senere kom Sanne Brüel også med, som sanger i bandet. Hvilket senere
skulle udvikle sig til et årelangt makkerskab og samarbejde, i
særdeleshed omkring Tyfoon, men også omkring flere andre projekter –
bl.a. Sanne Brüels Tove Ditlevsen-LP ”Den hemmelige Rude ”, som i
høj grad domineres af Vibes smukke basspil.
Tyfoon eksisterede i alt i ca. 12 år som liveband, med skiftende
besætninger. Selvom bandet faktisk var populært, nåede det desværre
aldrig at indspille en plade. Der findes dog i dag flere demobånd,
videoklip og liveoptagelser af bandet fra dengang. Flere år efter at
bandet egentlig var stoppet, samlede hun desuden i 1998 nogle af de
gamle Tyfoon-musikere og indspillede så en CD med nogle af de mere
”bløde” Tyfoon-sange, i et lille studie på Sydfyn. Så der findes
altså en slags Tyfoon-CD, som blev udgivet i 1999.
I midten af 80’erne tog hun også ind imellem tilbage til England. Og
i Penzance i Cornwall dannede hun sammen med Wendy Herman, Bob
Morley og Demelza Val Baker bandet: Bad Boys.
Desuden kom Minna Grooss (fra Danmark) også kort tid efter med som
keyboardspiller. Dette band havde stor succes i hele Sydengland og
var også rigtig tæt på at få en stor pladekontrakt, som de dog
sprang fra i sidste øjeblik.
Efter et par år gik bandet i opløsning og Vibe tog så hjem til
Danmark.
Hjemme i Danmark igen, gendannede hun så Tyfoon med en ny besætning,
og turnerede rundt med dette hold i en årrække. Tyfoons sidste
besætning bestod af: Sanne Brüel, Birgitte (Bea) Pedersen, Lotte
Anker, Ditte Petersen og Tira Skamby.
Efter en større Englandsturné, hvor bandet lagde Sydengland ned med
storm (som aviserne dernede skrev), stoppede Tyfoon så endeligt i
1994.
Efter Tyfoon, blev Vibes næste projekt trioen: Lucy Wants Outs, som
blev dannet sammen med Sanne Brüel og Ulla Tvede, og den eksisterede
i et par år.
I 1995 flyttede Vibe til Thurø, Sydfyn, hvilket skulle blive starten
på en helt ny epoke for hende. Dels begyndte hun at male mere og
mere, og de landlige omgivelser inspirerede hende samtidigt til at
spille noget lidt mere akustisk præget musik. Vibe begyndte også at
spille violin igen, og i dag har hun og Sanne Brüel bl.a. en lille
duo: Jolie Filles, hvor de spiller Cajun-inspireret musik på violin,
harmonika, mandolin og guitarer. De spiller bl.a. på folk-festivaler,
til ferniseringer, i specielle anledninger og til fester o.s.v.,mest
i Tyskland, hvor musikken er meget populær.
Hør og se: Tyfoon, Bad Boys og Jolie filles! - Klik ind på de
forskellige billeder, musik -og videoklip.
|